|
|
|
D10 10-12-2009 Tidlig behandling af let til moderat acne bør primært rettes mod fjernelse af den follikulære hyperkeratinisering ved hjælp af lokal retinoidbehandling med adapalen- eller isotretinoingel. Begge midler har desuden en let antiinflammatorisk effekt. Som alternativ initialbehandling kan anvendes benzoylperoxidgel, som overvejende har antibakteriel effekt. Andre lokalbehandlingsmidler indeholdende azelainsyre og clindamycin er ligeledes overvejende rettet mod reduktion i antallet af Propionibacterium acnes og har mindre komedolytisk effekt. Hvis der ønskes en hurtig virkning, kan man anvende et kombinationspræparat indeholdende benzoylperoxid og clindamycin. Lokalbehandlingen bør fortsætte i ca. 3 måneder, før endelig vurdering foretages. Der er ofte behov for en regelmæssig vedligeholdelsesbehandling i en årrække, dog bør langtidsbehandling med clindamycin som monoterapi fravælges på grund af risiko for resistensudvikling. Ved utilstrækkelig effekt af lokalbehandlingsmidlerne kan man give antibiotika, enten tetracyclin eller et makrolid. Antibiotika bør gives i de doser, der anvendes ved infektion. Ved moderat til svær acne kan p-pille behandling være indiceret. P-piller, som indeholder gestagener, hæmmer sebumproduktionen og reducerer derved sygdomsaktiviteten. De sværeste tilfælde af acne, hvor der er stor risiko for cikatricer, bør behandles med isotretinoin oralt efter henvisning til dermatolog. Carsten Sand (forfatter) Dansk Dermatologisk Selskab, Lone Skov (referent)
|
|
|||||||||||||||||||||