Styrket samarbejde mellem LVS og medicin.dk

Publiceret: 13.12.2012

De sidste mange år har alle referenter på pro.medicin.dk’s tekster, som en del af det redaktionelle princip, været udpeget af de lægevidenskabelige selskaber. I 2012 blev dette samarbejde udvidet til også at gælde forfattere, og det er både formanden for de Lægevidenskabelige selskaber, Peter Schwarz, og ansvarshavende redaktør på pro.medicin.dk, Henrik Friis, glade for. 

 

"Vi er rigtig glade for, at Lægevidenskabelige selskaber vil være med til at udvide samarbejdet" siger pro.medicin.dk’s ansvarshavende redaktør, Henrik Friis. "For os er det endnu en måde at styrke pro.medicin.dk’s videnskabelighed og neutralitet, og det vil vi altid gerne". 

 

Formand for Lægevidenskabelige Selskaber, Peter Schwarz, er også tilfreds med det styrkede samarbejde. "Pro.medicin.dk er et vigtigt redskab for læger i vores hverdag. Hvis vi kan være med til at give sitet endnu et løft på faglighed og objektivitet på denne måde, synes jeg, det er rigtig fint". 

 

Processen er afsluttet 

Pro.medicin.dk har i løbet af 2012 kontaktet alle de videnskabelige selskaber, der har skribenter på pro.medicin.dk. Selskaberne er blevet bedt om at beslutte, om den siddende forfatter skulle fortsætte, eller om der skulle udpeges en ny kandidat. Processen blev afsluttet i december 2012. 

 

Baggrund  

Pro.medicin.dk udarbejdes af knap 300 lægefaglige forfattere og referenter. Redaktionen, der består af fire klinisk aktive læger, er ansvarlig for indhold og videreudvikling af pro.medicin.dk. Et redaktionssekretariat, med ni fuldtidsansatte medarbejdere, samler trådene og redigerer teksterne på pro.medicin.dk, så de får samme struktur, og så der bruges ensartede formuleringer. 

 

Du kan læse mere her om, hvordan pro.medicin.dk er organiseret, og om de redaktionelle principper pro.medicin.dk udarbejdes ud fra.