Antineoplastiske midler

L01

Revideret: 18.05.2020

Antineoplastiske midler 

Der er ca. 38.000 nye tilfælde af kræft i Danmark om året, når almindelig hudkræft ikke tælles med. Ved udgangen af 2016 levede ca. 300.000 personer med en kræftdiagnose. Behandlingsmodaliteterne omfatter medicinsk kræftbehandling, kirurgi, og stråleterapi. Medicinsk behandling af kræft rammer i princippet hele organismen (systemisk behandling), mens kirurgi og stråleterapi er lokalbehandling. Patienterne kan behandles med en, to, eller alle tre modaliteter i kombination. 

 

Antineoplastiske midler kan inddeles i cytostatika (klassiske cellegifte), endokrin terapi, immunterapi og targeteret behandling. Mangfoldigheden af midler er stor, og inddelingen har sine begrænsninger. Targeteret behandling omfatter midler, der i modsætning til cytostatika er rettet mod et specifikt målmolekyle eller en metaboliseringsvej. Gruppen omfatter antineoplastiske antistoffer, proteinkinase- PI3K- og BCL2-hæmmere, PARP-hæmmere, proteasomhæmmere m.fl. Medicinsk kræftbehandling omfatter typisk samtidig eller sekventiel behandling med flere midler. Monoterapi anvendes mindre hyppigt. 

 

Cytostatika (klassiske cellegifte) 

Cytostatika virker uspecifikt ved at hæmme både raske og maligne cellers funktion og deling (vækst). De nøjagtige mekanismer er kendt i varierende grad for de forskellige typer af cytostatika. En fællesnævner for effekten er induktion af programmeret celledød (apoptose). Det er karakteristisk, at væv med aktiv celledeling (vækst) er mest følsom for cytostatika. Både raske og maligne celler har evne til at reparere subletale skader forårsaget af cytostatika. Raske cellers evne til reparation er mere velfungerende, og dette er sandsynligvis en af forklaringerne på, at der samlet kan opnås en behandlingsgevinst med cytostatika. Dosering af cytostatika fastlægges ud fra princippet om at anvende den højeste tolerable dosis. 

Anvendelsesområder

Formålet med medicinsk kræftbehandling er at øge patientens levetid, og/eller at forbedre patientens livskvalitet ved at lindre symptomer relateret til sygdommen. Ved nogle kræftformer gives cytostatika i kombination med kirurgi og/eller stråleterapi i behandlingen af primærtumor, enten for at øge muligheden for radikal primær behandling eller for at reducere risikoen for recidiv. Ved behandling af subklinisk sygdom er tumorbyrden mindst mulig og risikoen for resistens tilsvarende lav. 

 

Cytostatika efter primær kirurgisk behandling (adjuverende kemoterapi) har dokumenteret effekt ved mammacancer, ovariecancer, lungecancer, colorektalcancer og hjernetumorer. 

 

Cytostatika kan også gives forud for primær kirurgi (neoadjuvant kemoterapi), evt. samtidig med strålebehandling. Adjuverende kemoterapi øger for visse cancerformer chancen for helbredelse med 5-20%. Kemoterapi anvendt sammen med stråleterapi kan forlænge overlevelse og kurabilitet ved fx lungecancer (specielt småcellet karcinom), analcancer, hoved-halscancer og cervixcancer. 

 

Cytostatika anvendes ved næsten alle typer af maligne hæmatologiske sygdomme og flertallet af metastatiske (disseminerede) solide tumorer. Cytostatika helbreder ca. 1/3 af patienterne med maligne hæmatologiske sygdomme og mere end 90% af patienter med testikelcancer, og choriokarcinom. 

 

Ved en række hæmatologiske cancerformer, fx kronisk myeloid leukæmi, kronisk lymfocytær leukæmi og indolent non-Hodgkin lymfom, kan cytostatika og/eller immunterapi og/eller targeteret behandling holde den maligne sygdom stabil svarende til en kronisk tilstand, som patienten lever med, og ikke nødvendigvis dør af.  

 

Ved øvrige solide tumorer, som ikke kan fjernes med kirurgi eller strålebehandling, anvendes cytostatika i pallierende øjemed, hvor målet er livsforlængelse og/eller symptomlindring. 

Behandlingsvejledning

For at mindske risikoen for tumorresistens og for at mindske specifikke bivirkninger gives ofte kombinationskemoterapi, hvor flere typer cytostatika gives samtidig. Cytostatika kombineres også med midler fra de andre klasser af antineoplastiske midler. Behandlingerne gives ofte i kure, der gentages med en cyklus på 14-28 dage. Dette er nødvendigt for, at patientens knoglemarv kan restituere mellem behandlingerne. Ved solide tumorer vurderes effekten typisk efter 2-3 cykli. Hvis der er effekt af behandlingen, fortsættes behandlingen med yderligere et antal kure. Ved progression af sygdommen stoppes behandlingen. Hvis det er muligt, skiftes evt. til en anden behandling. Den samlede varighed af behandlingen ved effekt afhænger af sygdom og præparattype. 

 

Behandlingen forestås af centre med speciale i indgivelse af cytotoksisk kemoterapi, og kun under overvågning af en kvalificeret læge med erfaring i den hensigtsmæssige brug af cytotoksiske lægemidler. Da cytostatika gives i doser på grænsen til det tolerable, er bivirkninger forventelige, herunder også alvorlige og livstruende bivirkninger. Af den grund er det essentielt, at patienterne også behandles med understøttende terapi, så bivirkningerne, fx kvalme og opkastning, blodmangel og elektrolytforstyrrelser, holdes på et minimum. 

 

Specifikke kliniske retningslinjer kan tilgås via Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG). Arbejdet med at skrive og opdatere retningslinjerne er systematiseret på tværs af sygdomsgrupper og er finansieret fra Kræftplan IV og Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP). 

 

Medicinrådet (tidligere RADS) har udarbejdet en række behandlingsvejledninger, der indtil videre må anses som parallelle med vejledningerne udarbejdet af DMCG.  

Personalerisiko

For personer, der administrerer indgift af cytostatika, er det af særlig betydning, at specielt alkylerende midler og topoisomerasehæmmere håndteres med særlig omhu. Stofferne kan inducere kontaktallergi, og der er mulighed for absorption via hud eller slimhinder (fx efter inhalation) med deraf følgende cellulær beskadigelse. For disse midler må derfor anbefales særlig omhu ved håndtering, se Arbejdstilsynets vejledning, som orienterer om, hvorledes arbejde med cytostatika og visse lægemidler i forbindelse med patientpleje, -behandling og -undersøgelse kan foregå på en forsvarlig måde.
Ovennævnte personalerisiko omfatter ikke ciclosporin, hormoner eller biologiske cytoregulatorer som interferon. 

Bivirkninger

Bivirkninger kan inddeles i akutte og sene samt i generelle og specifikke. Disse forårsages af en påvirkning af cellerne i de normale væv. De mest følsomme er væv med relativt stor celleproliferation, dvs. især knoglemarv, det gastro-intestinale epitel, hårsække samt kimepitelet i gonaderne. 

 

Typiske akutte bivirkninger er knoglemarvsdepression (anæmi/trombocytopeni/leukopeni), kvalme, opkastninger, slimhindegener (ulcerationer), diarré og/eller obstipation, hårtab, træthed og almen utilpashed. De akutte bivirkninger er almindeligvis reversible. Visse cytostatika kan give neuropati med føleforstyrrelser, enten som akutte og/eller sene bivirkninger. Bivirkninger fra midler fra andre klasser end cytostatika er mere specifikke og knytter sig til de enzymer eller metaboliseringsveje, de er rettet imod. Terapeutiske monoklonale antistoffer kan medføre akutte reaktioner i forbindelse med infusion, og skyldes frigørelse af cytokiner. Tilstanden kan forveksles med genuin lægemiddelallergi. 

 

Specifikke bivirkninger relaterer sig til specielle stoffer eller stofklasser. Både akutte og specifikke bivirkninger kan medføre pausering, dosisreduktion eller seponering af behandlingen. 

 

Hvis kemoterapi medfører et hurtigt og stort cellehenfald, kan der opstå hyperurikæmi (ses fortrinsvis ved maligne hæmatologiske sygdomme). Ubehandlet kan hyperurikæmi medføre uræmi pga. uratudfældninger i nyretubuli (tumorlysesyndrom). Profylaktisk behandling med allopurinol eller rasburikase kan være nødvendig.  

 

Senvirkninger ved længere tids cytostatisk behandling afhænger af præparattype, men generelt må karcinogen effekt samt sterilitet haves in mente. 

Graviditet

Må kun anvendes i særlige situationer, hvor den gavnlige effekt for kvinden anses for større end de mulige risici for barnet.
Cancer udvikles i 1 af 1.000 gravide kvinder (mammacancer, cervixcancer, lymfom og melanom) (691). Almindeligvis bør abort alvorligt overvejes, hvis sygdommen konstateres i 1. trimester (692). Generelt er der meget få data for anvendelsen af stort set alle antineoplastiske lægemidler under graviditeten. I praksis er det derfor ikke muligt at give et meningsfyldt risikoestimat ved anvendelse af de enkelte lægemidler, og beslutningen om abort versus behandling er derfor baseret på en vurdering af det enkelte sygdomstilfælde, og i høj grad patientens/familiens graviditetsønske og etiske overvejelser i forhold til abort. 

Kemoterapi bør om muligt undgås i 1. trimester. Såfremt graviditet skulle indtræde under behandling med cytostatika eller andre antineoplastiske midler, er det en specialistopgave at vurdere, i hvilken grad dette bør inddrages i overvejelser om abort, idet de forskellige cytostatika og andre antineoplastiske midler har forskelligt teratogent potentiale. De stærkt begrænsede data for eksponering senere i graviditeten tyder ikke på nogen væsentlig overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning, som kan tilskrives lægemidlerne. 


Selv om sæd- og ægceller kan skades af kemoterapi og stråling, har der ikke kunnet påvises øget forekomst af genetiske defekter og medfødte misdannelser blandt børn med forældre, der opnår graviditet efter endt kemoterapi eller strålebehandling.
Pga. risikoen for recidiv af sygdommen tilråder nogle centre patienten at vente med graviditet 1-2 år efter endt behandling. Under alle omstændigheder tilrådes anvendelse af sikker antikonception under behandlingen samt 3 måneder efter endt behandling. Dette gælder både mænd og kvinder. 

Amning

Da virkningsmekanismen for disse lægemidler medfører et potentiale for alvorlig påvirkning af det ammede barn, bør man entydigt fraråde amning ved behandling med disse lægemidler. 

Referencer

2954. Miyamoto S, Yamada M, Kasai Y et al. Anticancer drugs during pregnancy. Jpn J Clin Oncol. 2016; 46(9):795-804, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27284093 (Lokaliseret 16. juni 2017)

 

2955. Esposito S, Tenconi R, Preti V et al. Chemotherapy against cancer during pregnancy: A systematic review on neonatal outcomes. Medicine (Baltimore). 2016; 95(38), https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27661036 (Lokaliseret 2. januar 2017)

 

2789. Azim HA Jr, Peccatori FA, Pavlidis N. Treatment of the pregnant mother with cancer: a systematic review on the use of cytotoxic, endocrine, targeted agents and immunotherapy during pregnancy. Part I: Solid tumors. Cancer Treat Rev. 2010; 36(2):101-9, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20015593 (Lokaliseret 20. maj 2016)

 

2790. Azim HA Jr, Pavlidis N, Peccatori FA. Treatment of the pregnant mother with cancer: a systematic review on the use of cytotoxic, endocrine, targeted agents and immunotherapy during pregnancy. Part II: Hematological tumors. Cancer Treat Rev. 2010; 36(2):110-21, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20018452 (Lokaliseret 20. maj 2016)

 

691. Cardonick E, Iacobucci A. Use of chemotherapy during human pregnancy. Lancet Oncol. 2004; 5(5):283-91, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/15120665 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

692. Arnon J, Meirow D, Lewis-Roness H et al. Genetic and teratogenic effects of cancer treatments on gametes and embryos. Hum Reprod Update. 2001; 7(4):394-403, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/11476352 (Lokaliseret 20. maj 2016)

 
 
 
Gå til toppen af siden...