viden redder liv
viden redder liv

Klistermærker og patientsikkerhed?

Publiceret: 10.11.2021

 

I en tid hvor digitalisering og højteknologiske løsninger står øverst på dagsorden, er der så plads til noget så enkelt som klistermærker i arbejdet med medicinsikkerhed? 

 

Ja, er svaret fra Sophienborg Plejehjem i Hillerød Kommune som, sammen med Medicin.dk, har igangsat et pilotprojekt med brug af klistermærker som en del af indsatsen for forbedret medicinsikkerhed. 

 

Klistermærke på kurv STOP TÆNK TJEK 

Billede af klistermærke på medicinkurv, Sophienborg plejehjem, 2021 

 

Klistermærker på risikosituationslægemidler 

Som en del af de praktiske "hands on"-løsninger har plejehjemmet sat klistermærker med STOP TÆNK TJEK logoet på medicinkurve hos borgere, der får et af de syv risikosituationslægemidler. Projektet kørte henover sommeren 2021 og viste, at klistermærkerne skabte opmærksomhed, men også at der blev for mange af dem, når alle syv risikosituationslægemiddelgrupper fik et klistermærke sat på.  

 

Derfor har Sophienborg valgt nu at arbejde med en løsning, hvor man i en periode kun markerer tre typer lægemidler med klistermærker i stedet for syv.  

 

"Denne gang har vi valgt at sætte fokus udelukkende på methotrexat, insulin og smerteplaster (opioider) ", forklarer Jeanette Hjermind, som er leder af Sophienborg Plejehjem. Hun fortsætter: "Det fokus betyder, at langt færre kurve vil have en advarselsmærkat og dermed også, at de vil skille sig mere ud fra mængden". 

 

Projektgruppen forventer at have resultater fra pilotprojektet sommer 2022. Vil du høre mere om projektet, er du velkommen til at kontakte Tone Marstrand på tmr@medicin.dk.