Buprenorphin/Naloxon "G.L. Pharma"

Resoribletter, sublinguale 

1 resoriblet (delekærv) indeholder: 

• 2 mg buprenorphin (som hydrochlorid) og 0,5 mg naloxon (som hydrochlorid)
• 8 mg buprenorphin (som hydrochlorid) og 2 mg naloxon (som hydrochlorid).

Indtages sublingualt. 

Ved sublingual brug har naloxon ingen effekt og der doseres efter indholdet af buprenorphin. 

Initialt 

Behandlingen indledes ved første tegn på abstinenser (ca. 8 timer efter sidste indtag af heroin og 1-2 døgn efter sidste indtag af methadon): 

• 1. dag: sædvanligvis 4 mg stigende med 2 mg hver 1.-2. time til ophør af klager over abstinenser/stoftrang. Normal mætningsdosis 8-16 mg i døgnet, men doser op til den maksimale døgndosis på 24 mg kan være nødvendige.
• 2. dag: Samme dosis som 1. dag, evt. suppleret med 2-4 mg p.n.
• 3. og 4. dag: Stabilisering (abstinensfrihed og intet indtag af opioider) på sædvanligvis 8-24 mg pr. dag (erfaringsmæssigt kan det i særlige tilfælde være nødvendigt at øge dosis op til 32 mg i døgnet).

Ved tvivl om risiko for udvikling af abstinenssymptomer kan der startes med 0,8-2 mg.  

For patienter i methadonbehandling anbefales det at reducere methadondosis til under 60 mg dgl. før skift til buprenorphin. Behandling med buprenorphin indledes først ved sikre abstinenssymptomer (oftest først 24 timer eller længere efter sidste methadondosis). 

Vedligeholdelsesdosis 

Sædvanligvis 8-16 mg dgl. Dosisintervallet kan evt. øges til hver 2. dag eller 3 gange ugentligt. Højeste dosis er normalt 24 mg pr. dag, men enkelte kan have behov for større doser. 

Nedtrapning 

Efter passende stabilisering kan nedtrapning foretages under overvågning med 0,4-1 mg pr. dag. Når dosis er nede på 4-8 mg pr. dag, vil en nedsættelse af nedtrapningshastighed normalt være nødvendig for at undgå abstinenssymptomer. 

Nedtrapningen vil sædvanligvis strække sig over uger. 

Bemærk: 

• Graden af opioidafhængighed og tidspunkt for sidste opioidindtag bør fastlægges før behandlingen.
• Sufficient behandling i de første døgn er ofte afgørende for vellykket behandling.
• Behandlingen bør forestås af læger med særlig kendskab til behandlingen af opioidafhængighed.
• Manglende erfaring vedr. behandling af børn under 15 år.
• Manglende erfaring vedr. behandling af ældre over 65 år.
• Resoribletterne må ikke synkes eller tygges, men anbringes under tungen. Patienter med mundtørhed kan ikke anvende disse.

• Forsigtighed ved let til moderat nedsat leverfunktion.
• Kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion.

• Svær respirationsinsufficiens
• Akut alkoholforgiftning eller delirium tremens.

• Hypotension
• Forhøjet intrakranielt tryk
• Kramper i anamnesen
• Respirationsinsufficiens
• Prostatahypertrofi eller forsnævring af urinveje
• Unge mellem 15 og 18 år pga. sparsom erfaring
• Ældre og svagelige
• Hypotyroidisme
• Binyrebarkinsufficiens
• Lidelser i galdegangen
• Bør undgås ved svær overfølsomhedsreaktion på andre opioider. Egentlig allergi er dog yderst sjælden.

Risiko for forlænget QT-interval ⁽³⁷⁷⁴⁾ 

Forlænget QT-interval er forekommet. Bør undgås ved medfødt langt QT-interval eller anden eksisterende QT-forlængelse pga. øget risiko for udvikling af torsades de pointes. 

Søvnforstyrret vejrtrækning 

Opioider kan øge risikoen for udvikling af central søvnapnø. Risikoøgningen er dosisafhængig. Ved symptomer på central søvnapnø, bør reduktion af den samlede opioiddosis overvejes. 

Leverfunktion 

Før behandlingen indledes og regelmæssigt under behandlingen, foretages kontrol af leverfunktionen. Ved nedsat leverfunktion, hepatitis B eller C samt ved samtidig behandling med midler, der kan medføre leverpåvirkning, anbefales monitorering af tegn på toksicitet og overdosering. 

• Ketoconazol øger AUC for buprenorphin med 50% gennem hæmning af CYP3A4. Lignende effekt kan forventes for andre potente CYP3A4-hæmmere. Se tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet.
• Ved samtidig indgift af MAO-hæmmere ses excitation, hyperpyreksi, kramper og hyper- eller hypotension.
• Samtidig brug af serotonerge midler (fx amfetamin, MAO-hæmmere, SSRI, SNRI, fentanyl, tramadol og triptaner) giver risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI.
• Buprenorphins CNS-deprimerende virkning (bl.a. øget sedation og respirationsdepression) forstærkes af bl.a. benzodiazepiner, benzodiazepinlignende midler, alkohol, barbitursyrederivater, tricykliske antidepressiva samt antipsykotika - specielt højdosisantipsykotika.
  Der er set dødsfald ved kombination med benzodiazepiner og kombinationen bør undgås ved risiko for misbrug.
  Lavest mulig dosis og kortest mulig behandlingstid anbefales, hvis samtidig behandling med CNS-deprimerende midler skønnes nødvendig.

Baggrund: Der er ikke humane data for naloxon, som tillader et meningsfyldt risikoestimat.  

Se buprenorphin. 

Se også Klassifikation - graviditet. 

Anvendelse af buprenorphin medfører diskvalifikation af den sportsudøvende. 

Se Opioider (forgiftninger). 

Buprenorphin 

• Opioid. Partiel agonist/antagonist til µ- og κ-opioidreceptorer i CNS. Virker som en partiel agonist på µ-receptorerne og som en antagonist på κ-receptorerne.
  Buprenorphin binder med høj affinitet og lang bindingstid til µ-receptorerne, hvilket giver stoffet dets virkning ved behandling af opioidafhængighed og gør det i stand til at fortrænge eller blokere evt. andre µ-agonister, som fx morphin. Da buprenorphin er en partiel agonist, er den opioide effekt samtidig svagere end for de rene agonister.
  Den antagonistiske effekt på κ-receptorerne medfører formentlig reduceret tolerance og en vis antidepressiv virkning.
  Den analgetiske virkning skyldes hovedsageligt den agonistiske effekt på µ-receptorerne, men interaktion med andre receptorer spiller muligvis også en rolle.

Naloxon 

• Antagonist til µ-opioidreceptorerne. Undergår næsten fuldstændigt first-pass metabolisme og har derfor ingen effekt ved normal indtagelse af præparatet. Ved intravenøs indgift vil naloxon modvirke opioideffekten af buprenorphin og føre til opioidabstinenser ved opioidafhængighed.

Buprenorphin 

• Pga. udtalt first pass-metabolisme i tyndtarm og lever vil absorption fra mave-tarmkanalen (forekommer accidentelt ved sublingual indgift) have yderst ringe effekt.
• Biotilgængelighed 30-50%.
• Maksimal plasmakoncentration efter ca. 1,5 timer.
• Metaboliseres via CYP3A4 til norbuprenorphin (svag μ-opioidagonist).
• Eliminationen er bi- eller trifasisk med plasmahalveringstider på 2-5 timer og ca. 32 timer.
• Udskilles overvejende med galden.

Naloxon 

• Biotilgængelighed ca. 3%.
• Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter.
• Plasmahalveringstid 1-2 timer.